INDLEDNING

JORN PÅ LÆSØ

KØB 2007

FÆRDIGT 2009

TALER VED INDVIELSE

PRESSE

ANSØGNINGSFORMULAR

 

Ejendommen blev købt i 2007 af Peter Linder, Direktør og ejer af Causa Consulting og Tom Christoffersen, ejer af Galleri Tom Christoffersen. Ejendommen er istandsat for private midler. Ideen er at stedet skal bruges som refugium for kunstnere.
www.causaconsulting.dk - www.tomchristoffersen.dk

Baggrund
Det er  Asger Jorn der er på vej op igennem Jylland den 31 januar 1964. Ubeset - af en tilfældig medrejsende køber han Bangsbohave. En ejendom på Læsø med 25 tønder land ud mod havet.

Der går flere år inden Asger Jorn dukker op, og i tæt samarbejde med sin galerist  Børge Birch ombygger gården til sit hjem og atelier. Der er en vis ydmyghed over måden og stedet. Beliggende væk fra vejen – nede bag Erland Stoclunds gård – ombygger den nu internationalt kendte kunstner en kostald til sit værksted. Plexiglas bliver sat i taget, en stor pejs bliver som en søjle ført op igennem midteraksen og det gamle høloft omdannet til skriveværksted. Til Ekstra Bladet udtaler Jorn i 1968: ”Mærkeligt nok men det er egntligt det første atelier, jeg har, som er indrettet helt efter mit eget hoved.”

Der er ingen tvivl om at atelierne i Paris og Albisola spillede en større rolle i Jorns produktion end Bangsbohave. Men alligevel mener Jacob Thage (Silkeborg Kunstmuseum) at der er skabt mindst 40 værker på  Læsø, og meget tyder på at han følte sig særdeles godt tilpas på øen.
Troels Andersen henviser i sin biografi (bd. 3 Kbh. 97) til nogle af besøgene, her et par eksempler: ” … sejlturen sluttede på Læsø, ledsaget af van de Loos motorbåd. Om bord var foruden de to kaptajner med hustruer, Troels Jorn og to af hans kammerater. Bådene var vellastede med føde og ikke mindst drikke, stemning undertiden forceret munter … resten af sommeren tilbragte Jorn på Læsø.” … ”Sommeren 72 tilbragte han på Læsø sammen med Nanna som ventede barn.”
Den sidste nytårsaften blev også tilbragt på Læsø sammen med familien Birch 1972/73.
Til Lisbeth Bonde fra Wekendavisen udtalte Troels Andersen: ”Han havde mistet sit atelier i Paris og ville måske gerne have en form for pied a terre i Danmark, et sted han ikke blev forstyrret. Læsø var endnu ikke blevet mondæn.”

Det er ofte kunstnere der flytter grænserne, afsøger nye områder, fordyber sig og finder frem. Så kommer de handlende og formidlerne bagefter. Også i dette tilfælde.
Billedkunstneren Christian Vind havde i 1996 besøgt Jorns forfaldne domicil og fortæller sin gallerist om stedet, da han første gang skal til Læsø. Galleristen havde aldrig hørt om stedet - men så Vinds fotografi af de tomme blændrammer og lærreder som ”hvid papirfeber”.

”Umuligt at købe” - lød beskeden overalt - få måneder senere havde Nanna og Ib Jorn solgt Asger Jorns hus til galleristen.  Svogeren Peter Linder bakkede omgående op om planen. Det skulle bevares.
Prof. Erik Steffensen kom forbi galleriet – hørte om købet. Kendte huset. Udbrød begejsret ”Så kan den gode historie fortsætte.” Og så enkel er idéen. Stedet er nu genopbygget og det skal bruges og slides.  
Og det med kunstnere på Læsø er blot en lang traditon som fortsætter. Guldaldermaleren P.C. Skovgård besøgte øen allerede i 1849. Senere kom Matinus Rørbye, Lauritz Tuxen, Viggo Johanssen, Johannes Larsen. I 60-erne Søren Hjort Nielsen, Arne og Jørgen Haugen Sørensen og mesteren selv har søgt ly på øen – Per Kirkeby.

Et nyt kapital starter – med stor respekt for kunstneren og alt det de giver os andre.

En særlig tak til Torben Lund, der har taget alle de gamle farvebilleder fra gården under et besøg på Læsø med Ole Jorn. Torben har copyright på billederne, han generøst har ladet os bruge. Også tak til Oliver Kristensen for de nye fotos.

Peter Linder / Tom Christoffersen

TAK TIL:
Udover en stor tak for den varme modtagelse af de to københavnere på øen -- skal der lyde en speciel tak for en fantastisk indsats med at få "ruinen" genrejst til:
Selvfølgelig Jess Klixbøl der var "motoren" der hjalp det hele igang.
Arkitekt Villy Frei Krogh, der ikke er fra Læsø men har "slået rødder" på øen.
Lis og Peter Augustinus for husly og gode råd.
Kim Christiansen Læsø vognmandsforretning.
Øens Handymand v/ Poul Erik Sørensen.
Tækkefirmaet Storhavegård v/ Henning Johansen.
Østerby El- service v/ Niklas J. Christiansen.
Murerfirmaet Kjeld og Henrik Larsen Aps.
Øens VVS ved Peter Møller Sørensen.
Hans Peder Svendsen.
De altid servicerende folk hos XL Byggemarked.
Oliver Kristensen og Bossman - ikke mindst starten, hvor huset blev overdækket og reddet.
Og selvfølgelig mange tanker til vores nabo Erland Stoklund, og hans enestående hjælp, indtil han forlod os - alt for tidligt.
Også en stor tak for det gode naboskab med Anny og Viktor.
Læsø kommune og borgmester der har været positive hele vejen igennem.